BWP: Ikke engang Messi kan erstatte Dax

BWP: Ikke engang Messi kan erstatte Dax

Den engelske bomber kommer til at savne New York Red Bulls-kaptajnen.

 

Bradley Wright-Phillips - New York Red Bulls (Foto: MLS)
Bradley Wright-Phillips fandt netmaskerne 24 gange i den seneste sæson for New York Red Bulls. (Foto: MLS)

Det kom som en stor overraskelse, at Chicago Fire mandag aften meldte ud, at man havde sikret sig New York Red Bulls-anføreren Dax McCarty, der har 11 års erfaring i den bedste amerikanske fodboldrække.

 

LÆS OGSÅ: Officielt: Chicago Fire sikrer sig stor MLS-profil

 

Siden har eksperter analyseret på skiftet, og nu fortæller en af Dax McCartys tidligere holdkammerater, New York Red Bulls-topscorer Bradley Wright-Phillips, om tabet af kaptajnen. Og han er langt fra tilfreds med handlen.

 

– Han er en af de fyre, som man vil savne uanset hvad – og så er jeg ligeglad med, om man henter Messi ind i stedet for. Han er så meget mere end en fodboldspiller på vores hold. Der er tidspunkter på sæsonen, hvor det hele er hårdt og svært, og Dax får os ud af den slags situationer, siger han til MLSsoccer.com.

 

– Han er en fantastisk spiller og en fantastisk mand. Der er ikke mange spillere, der bare er født til at være anfører, men Dax er en af dem. Han bliver virkelig svær at erstatte.

 

LÆS OGSÅ: Overrasket Dax McCarty efter Chicago-skifte: Jeg skal lige fordøje det

 

Erstatningen kan meget vel ende med at blive 23-årige Sean Davis. Den unge Homegrown Player trådte ind på holdet midt i sidste sæson, da Dax McCarty sad ude med en skade. Og her viste midtbanespilleren, at han er klar til det.

 

– Sean Davis er en af de bedste ungdomsspillere, som jeg har spillet med. Der sidder et gammelt hoved på hans skuldre, og han er en virkelig god spiller. Det kommer naturligvis til at tage ham et stykke tid at komme helt op på øverste niveau, men jeg tror, at han har mentaliteten og evnerne til det, siger Bradley Wright-Phillips.

 

New York Red Bulls starter for alvor sæsonen om en måned. Her venter Vancouver Whitecaps i kvartfinalen af CONCACAF Champions League.

 

LÆS OGSÅ: Wright-Phillips kunne ikke score – men så skiftede han støvler

 

FIND OS PÅ FACEBOOK OG TWITTER FOR ALTID AT VÆRE HELT OPDATERET PÅ MAJOR LEAGUE SOCCER.