Fantastiske nyheder fra Seattle: Clint Dempsey klar til kamp

Fantastiske nyheder fra Seattle: Clint Dempsey klar til kamp

Den amerikanske landsholdsstjerne har kæmpet med hjerteproblemer siden sidste år, men nu er der altså gode nyheder.

 

Clint Dempsey står noteret for 130 landskampe for USA. (Foto: Flickr/ Erik Drost)

Den amerikanske stjerne Clint Dempsey fik ødelagt en stor del af mesterskabssæsonen hos Seattle Sounders, da klubben sidste år kunne løfte MLS-trofæet. Årsagen var en uregelmæssig hjerterytme, der holdt ham ude på ubestemt tid.

 

LÆS OGSÅ: Seattle: Clints helbred er vigtigst

 

Under opstarten i år har 33-årige Clint Dempsey dog igen været på træningsbanen og fået spilletid i træningskampene, mens lægerne har holdt skarpt øje med ham. Og nu er der altså gode nyheder til Clint Dempsey og resten af Seattle Sounders.

 

Midtbanespilleren er nemlig blevet helt clearet til at spille fodbold, og cheftræner Brian Schmetzer afslører over for klubbens hjemmeside, at der er stor sandsynlighed for, at han starter i weekendens MLS-start mod Houston Dynamo.

 

Clint Dempsey vendte tilbage til Seattle Sounders i 2013 efter tid i Premier League hos Fulham og Tottenham. Her er det siden blevet til 82 kampe og 37 mål.

 

LÆS OGSÅ: Clint Dempsey gør comeback efter hjerteoperationer

 

FIND OS PÅ FACEBOOK OG TWITTER FOR ALTID AT VÆRE HELT OPDATERET PÅ MAJOR LEAGUE SOCCER.