LA Galaxy sender forsvarsprofil til Houston

LA Galaxy sender forsvarsprofil til Houston

LA Galaxy har været tvunget til at sende den rutinerede forsvarsspiller videre.

 

AJ DeLaGarza - LA Galaxy (Foto: LA Galaxy)
AJ DeLaGarza spillede 24 kampe for LA Galaxy i den seneste sæson. (Foto: LA Galaxy)

A.J. DeLaGarza har været fast mand på LA Galaxy-holdet siden 2008. Her har været en stor profil, og han har været med i klubbens tre seneste Major League Soccer-titler, hvilket har gjort ham til en yderst populær person hos MLS-mandskabet.

 

LÆS OGSÅ: Houston henter tidligere LA Galaxy-stjerne

 

Men nu er tiden i Los Angeles slut for A.J. DeLaGarza. Den 29-årige forsvarsspiller, der kan spille alle positioner i bagkæden, blev under fredagens SuperDraft sendt til Houston Dynamo i bytte for allokeringspenge – $125,000 GAM og $50,000 TAM – så LA Galaxy kunne frigøre noget plads i truppen.

 

– Jeg elsker A.J. som spiller og person. Desværre er man i sport nogle gange nødt til at træffe nogle beslutninger for at skabe plads og på sigt gøre holdet bedre. Vi er meget taknemmelige for den indsats, som A.J. har ydet for klubben. Han er en fantastisk person på og uden for banen, siger LA Galaxy-cheftræner Curt Onalfo.

 

LÆS OGSÅ: Medie: LA Galaxy vil genforene dos Santos-brødrene

 

Hos LA Galaxy har A.J. DeLaGarza primært spillet i det centrale forsvar, men flere gange har han også vist, at han sagtens kan spille på en af de to backpladser. Og det er netop på højre back, hvor Houston Dynamo mener, at han er bedst.

 

– Vi skal lige tale med A.J., men for mig kan han være den bedste back i landet. Han er solid, og han ved, hvordan man angriber. Han er god defensivt, og han har en utrolig kvalitet og vilje. Så det vil blive meget vigtigt for klubben at have ham som en solid back i hver kamp, siger Houston Dynamo-cheftræner Wilmer Cabrera.

 

A.J. DeLaGarza har spillet 220 kampe for LA Galaxy, hvor han også to gange på de otte sæsoner er blevet kåret som klubbens bedste forsvarsspiller.

 

LÆS OGSÅ: Endnu en MLS-legende trækker sig tilbage

 

FIND OS PÅ FACEBOOK OG TWITTER FOR ALTID AT VÆRE HELT OPDATERET PÅ MAJOR LEAGUE SOCCER.