Medie: LA Galaxy har tilbudt Zlatan mega-kontrakt

Medie: LA Galaxy har tilbudt Zlatan mega-kontrakt

Den svenske angriber kan blive den bedst betalte spiller i MLS, hvis han takker ja til kontrakttilbuddet.

 

Zlatan Ibrahimovic var i forhandlinger med LA Galaxy, inden han skrev under med Manchester United sidste sommer. (Foto: Wikimedia Commons/Simo82)

Rygterne om Zlatan Ibrahimovic til Major League Soccer vil bare ikke dø. Den svenske angriber har været rygtet til den bedste amerikanske fodboldrække i flere år, og nu kommer der igen liv i rygterne.

 

LÆS OGSÅ: Zlatan: Jeg kan erobre USA

 

Svenskeren er blevet 35 år, men han har været en kæmpe succes for Manchester United i denne sæson, hvor han har scoret 26 mål i alle turneringer. Det har man bemærket hos LA Galaxy, hvor man også har noteret sig, at Zlatan Ibrahimovic har kontraktudløb efter sæsonen.

 

Selv om det i den seneste tid har ligget i kortene, at svenskeren vil forlænge med Premier League-mandskabet, så gør LA Galaxy et desperat forsøg på at forhindre det. Det skriver Sports Illustrated-journalisten Grant Wahl.

 

LÆS OGSÅ: Zlatan bekræfter: Jeg afviste MLS

 

Flere kilder fortæller til den normalt så velinformerede journalist, at LA Galaxy for nylig har afgivet et stort kontrakttilbud til Zlatan Ibrahimovic. Hvis han accepterer det, så betyder det, at han skifter til klubben til sommer, hvor han bliver den bedst betalte spiller i Major League Soccer.

 

En kilde siger til Grant Wahl, at man i klubben mener, at man har en realistisk chance for at sikre sig angriberen, som man var i forhandlinger med, inden han valgte Manchester United sidste sommer. Og tiden vil altså vise, om det ender sådan.

 

LA Galaxy har godt nok udfyldt alle tre Designated Player-pladser i truppen, hvor Giovani dos Santos, Jelle van Damme og Romain Alessandrini optager sådan en plads. LA Galaxy har dog nok plads i budgettet til at købe en af spillernes kontrakt ned ved hjælp af allokeringspenge og dermed frigøre plads til Zlatan Ibrahimovic.

 

LÆS OGSÅ: Beckham: Jeg vil købe Zlatan

 

FIND OS PÅ FACEBOOK OG TWITTER FOR ALTID AT VÆRE HELT OPDATERET PÅ MAJOR LEAGUE SOCCER.