Officielt: Bashkim Kadrii rykker til USA

Officielt: Bashkim Kadrii rykker til USA

FC København-spilleren har fundet den klub, han skal tilbringe det næste år hos.

 

Kadrii (Foto: Football.ua/Станислав Ведмидь)
Bashkim Kadrii har været meget skadet i tiden hos FCK. (Foto: Football.ua/Станислав Ведмидь)

Minnesota United bliver klubben, som Bashkim Kadrii skal tørne ud for i det næste år. Skiftet har været rygtet i flere uger, og nu bekræfter Major League Soccer-klubben, at man har hentet kantspilleren ind på en lejeaftale for 2017.

 

– Bashkim er endnu en god offensiv brik for klubben. Han er i form og klar til en ny udfordring. Han kan spille alle positioner i angrebet – venstre, højre og centralt. Han har en god målnæse og er hurtig, og vi er meget glade for at have ham, siger Minnesota-cheftræner Adrian Heath til klubbens hjemmeside.

 

LÆS OGSÅ: Officielt: Ny MLS-klub sikrer sig tidligere Superliga-målmand

 

Bashkim Kadrii har haft en svær tid hos FC København, hvor han har været hårdt ramt af skader og ikke fået specielt meget spilletid i det sidste lange stykke tid. Nu får han mulighed for at genfinde formen hos Minnesota United, og det er en udfordring, han glæder sig til.

 

– Jeg snakkede med Manny Lagos og Adrian Heath (sportsdirektør og cheftræner, red.), og det gav mig en rigtig god følelse omkring skiftet til Minnesota. Den plan og spillestil, som de begge snakkede om, gav mig en god forståelse for, hvad klubben forsøger at gøre, og det har gjort, at jeg har det godt med min beslutning, siger Kadrii selv.

 

Sammen med resten af Minnesota United-truppen skal han være med i klubbens første sæson i Major League Soccer. Sæsonen starter fredag den 3. marts på udebane mod Portland Timbers.

 

LÆS OGSÅ: Steve Clark afslører: Derfor valgte jeg Horsens

 

FIND OS PÅ FACEBOOK OG TWITTER FOR ALTID AT VÆRE HELT OPDATERET PÅ MAJOR LEAGUE SOCCER.