Skidt start på sæsonen: Så lang tid er Kaká skadet

Skidt start på sæsonen: Så lang tid er Kaká skadet

Den brasilianske stjerne måtte lade sig udskifte kort inde i kampen mod New York City.

 

Kaka har kontraktudløb med Orlando efter sæsonen, men han har ytret ønske om at fortsætte i klubben. (Foto: Flickr/Victor Araiza)

2017 var året, hvor Kaká for alvor skulle føre Orlando City SC til tops i Major League Soccer. Den brasilianske stjerne, der har kontraktudløb efter sæsonen, fik dog en rigtig skidt start på den mission, da sæsonen startede i weekenden.

 

LÆS OGSÅ: Kaka vil forlænge med Orlando

 

11 minutter inde i hjemmekampen mod New York City måtte midtbanespilleren nemlig lade sig udskifte med en forstrækning. Og den skade holder ham nu på sidelinjen i seks uger. Det skriver Orlando City SC på klubbens hjemmeside, hvor cheftræner Jason Kreis begræder tabet af den 34-årige brasilianer.

 

– Jeg er meget, meget skuffet for Kaká. Han har arbejdet ekstremt hårdt i denne offseason og hårdt i opstarten. Det kunne have været en stor aften for ham. Jeg tror, at alle kunne se den store energi, han bragte ind i kampen i de 11 minutter. Jeg troede virkelig, at det skulle være en speciel aften for ham. Jeg er skuffet, men holdet kom videre, og det er positivt, siger han.

 

Orlando City SC vandt 1-0 på en scoring af Cyle Larin og fik dermed en god start på sæsonen. Næste kamp er i weekenden, hvor New England Revolution er modstanderen.

 

LÆS OGSÅ: Kaká: Næste sæson er min sidste

 

FIND OS PÅ FACEBOOK OG TWITTER FOR ALTID AT VÆRE HELT OPDATERET PÅ MAJOR LEAGUE SOCCER.